Lidt fra dagligdagen i Suyapa

Kapitel tre i den nervepirrende busføljeton:
Der er rigtig mange, både børn og voksne, som går rundt i gaderne og forsøger at sælge forskellige ting. Når bussen så stopper, hopper de på bussen og forsøger at sælge der, og det er alt lige fra donuts, vatpinde, slik, batterier og sidst jeg tog bussen, var der sågar en, der solgte limtuber. Så kan man sidde der og føle sig dum efter at have trasket rundt i byen og købt ind – en tur med bussen og du kan få alt, hvad du behøver!

Jovenes
Jeg er begyndt at hjælpe Carlitos med en gruppe teenagere (jovenes), som mødes på Onesimo onsdag og fredag eftermiddag. Som regel står den på boldspil, kortspil og forskellige kreative aktiviteter. Vi lægger hovederne i blød for ideer, da der er brug for nye aktiviteter til specielt pigerne.
I lørdags hjalp vi Carlitos med et arrangement for disse unge. Han startede med at holde en lille tale, hvor han fortalte dem, at de skulle være stolte af, hvor de kom fra, stolte af deres familier og Suyapa. Samtidig skulle de turde bryde mønstret; mine bedsteforældre havde ingen uddannelse, mine forældre har ingen uddannelse, ergo skal jeg heller ikke have en uddannelse. Han fortalte dem om vigtigheden af en uddannelse osv. En gribende tale! Det er fantastisk, at kunne være katalysator for, at sådan et projekt kan finde sted. For det er vigtigt, at det er de lokale, der har hovedkontakten til de unge, og vi blot hjælper.
Bagefter fik vi hver ansvar for en mindre gruppe af de unge. Vi læste en historie i Bibelen, snakkede lidt om den, og så skulle den ellers males på nogle store plakater, der er kommet op at hænge på Onesimo. Smukt så det ud!


Børnehaveklasserne
To formiddage om ugen hjælper jeg i de to børnehaveklasser (kl. 7-12). Jeg hjælper med at gøre klasserne klar til børnene kommer og rydde op og gøre rent, når skoledagen er slut. Jeg assisterer lærerne i undervisningen og ellers står den på det føromtalte lektie- og opgaveskrivning. På billedet er jeg i gang med at indtegne/skrive de 13 siders opgaver i hvert hæfte, børnene skulle lave den dag;o) Jeg har fuldstændig tabt mit hjerte til de dejlige unger, så det er en ren energiindsprøjtning at være på arbejde der!










Guaderiaerne
Jeg hjælper til i to guaderiaer for tiden. Én formiddag om ugen hos Doña Wilma og én eftermiddag hos Doña Julia. Guaderiaerne er en slags hjembaserede børnehaver, som sikrer et trygt sted for børn, der ellers ville blive ladt alene hjemme eller hænge rundt på gaderne, mens deres mor er på arbejde. Der er 10-15 børn i alderen 0-14 år hvert sted, og da pladsen og legetøjet er meget begrænset, er det vores opgave at lege med og tage os af børnene. I går havde jeg den skønneste dag hos Wilma. Hun er virkelig en dejlig og beundringsværdig kvinde. Hendes store kærlighed til og omsorg for børnene er så tydelig. Hun synger med dem, underviser de største i førskole-ting og laver mad til dem. Billedet tog vi i går, desværre er ikke alle børnene med. På det andet billede er de i gang med modellervoks hos Doña Julia, mens jeg hjælper en af pigerne med lektier. Nogle skønne børn!







Aktivitetsdag for Bh.kl. og guaderiaerne
Som jeg nævnte sidst, skulle Mario som led i sit studie, lave en aktivitetsdag for børnene. Det betød at vi tirsdag aften gik i gang med at lave frugtsalat og slikposer til godt 80 børn. Hyggeligt og trættende. Onsdag formiddag stod den så på historiefortælling, fællessange, dukketeater og en honduransk form for tøndeslagning. Det var en stor succes!






Genesis
Tirsdag og torsdag underviser jeg som før nævnt i engelsk på Genesis (kl 7.30 – 16). Vi er de første til at undervise disse børn i engelsk, så selv i 6 kl. skulle der startes helt fra bunden. Det er stadig noget af en udfordring, men jeg føler, at jeg vokser med opgaven, og det er dejligt. Her er lige et hyggeligt billede fra 2. kl., hvor de er i gang med at lære om beklædningsgenstande;o)



I onsdag startede vi også vores kor op, er virkelig spændende hvordan, det kommer til at udvikle sig. Jeg i gang med et ”tak-for-støtten” – projekt, hvor jeg har taget billeder af stort set alle eleverne på Genesis, som så skal blive til takkekort, til de sponsorer, der sørger for, at Genesis kan eksistere. Derudover er jeg blevet sat på et kalenderprojekt, så jeg er hele tiden på vagt efter det perfekte billede til en 2009-kalender. De nye kontorer på Genesis trænger til en omgang maling eller to, og det har jeg fået lov til at give mig i kast med. Det glæder jeg mig faktisk til! Så der er nok at give sig til og nye opgaver hver dag. Dejligt, at jeg kan bruges :o) Billedet er oppe fra Onesimos boldbane. Jeg bor lige paa den anden side af muren stort set.

La cara real – Suyapas sande ansigt

Honduras´ hovedstad Tegucigalpa har en million indbyggere og er omgivet er bjerge på alle sider. Jeg bos som bekendt i Nueva Suyapa, en bydel på cirka 30.000 indbyggere. Nueava Suyapa opstod efter orkanen Fifi i 1974 og var tidligere hovedstadens losseplads. 70 % i Suyapa lever i ekstrem fattigdom; 60 % af familierne har en alenemor som eneste forsørger.

Torsdag tog Carlitos og Vanessa os fire volontører med ud for at se Suyapas sande ansigt, noget de faktisk ikke har turdet med alle volontører, da vi skulle gå en tur i det fattigste område, hvilket også er det farligste. I stedet for at gå op til vores hus fra Genesis er det blot at gå den modsatte vej. Her bor bl.a. Doña Julia (når vi skal ned til hende må vi heller ikke færdes os volontører alene, selvom det er højlys dag) og en masse af de børn vi arbejder med til daglig. Det var en kæmpe oplevelse, men en meget meget trist oplevelse. På grund af fortiden som losseplads kommer affaldet ikke blot ud fra husene, men også op fra jorden.

Jeg vil i denne omgang lade billederne tale for sig selv, selvom de egentlig ikke særlig godt formår at vise Suyapas sande ansigt, da vi jo ikke kunne tillade os at tage billeder alle steder. Virkeligheden er så meget mere håbløs.

Masser af spaending i dagligdagen...

Jeg vil starte med ugens busoplevelse :o) Ikke lang tid efter Pernille og jeg var kommet om bord i den som altid stoppede bus, kom en politimand ind i bussen og beordrede alle mænd ud. De stillede sig med fronten op ad bussiden og fik tjekket deres papirer. Pernilles hjerte sad helt oppe i halsen, da hun ikke havde ID på sig – men heldigvis var det kun mændene, der skulle tjekkes. Halvvejs hjemme brænder bussen så sammen, så alle skal gå over i en anden fyldt bus. Vi kommer derfor til at sidde næsten halvt ude af den åbne busdør med alle vores varer det sidste stykke hjem! Er altid spændende at køre med bussen:o)

Et andet spændingsmoment i dagligdagen er, om der er vand i hanerne. Vi har ikke haft vand i køkkenet siden jeg kom, og som fx i dag heller ikke på badeværelset. Ikke den bedste overraskelse, når man kommer svedig hjem efter morgenløbeturen. For at skylle ud i toilettet skal man hælde en spand vand i højt oppe fra for at skabe nok stort nok tryk. Tirsdag da jeg kom hjem fra arbejde manglede naboen også vand, så jeg hjalp hende med at bære kæmpe vandspande fra hanen i vores baghave over til hende. Er blevet ganske ferm til at gå med de store vandspande på hovedet;o)

Et tredje spændingsmoment er, hvad dagens program mon bliver. Jeg er jo alene på posten i denne uge, og har derfor planlagt mine dage ret nøje, så jeg kan hjælpe så meget som muligt.

Mandag mødte jeg op i børnehaveklassen kl 7 for at hjælpe med at skrive lektier og opgaver ind i børnenes hæfter. De har ikke sådan nogen fine opgavebøger, som vi har derhjemme, så alle opgaver tegnes ind i hvert enkelt hæfte. Faktisk et arbejde jeg finder utrolig meningsfyldt, da jeg derved giver læreren mulighed for at koncentrere sig om undervisningen. Der er dog ingen, da jeg kommer til skolen, hvilket ikke umiddelbart undrer mig, for ingenting starter til tiden her. Det viser sig dog, at det er en eller anden nationaldag, så børnene starter med noget festivitas nede på Genesis, så da de endelig kommer op i klassen ca kl. 9, skal jeg videre til Doña Wilmas guaderia. Her er der imidlertid ingen børn på grund af den føromtalte nationaldag, så jeg går tilbage til børnehaveklassen og hjælper der. Tirsdag havde jeg så de tretten klasser til engelsk, og det gik faktisk rigtig godt og gloser som ”Vær stille”, ”Sæt jer ned” og ”Hør efter” blev brugt flittigt. Specielt i 2. kl. hvor læreren valgte at gå, så jeg stod alene med 32 umulige unger – udfordringer er der nok af;o)

I dag på vej ned til fodboldbanen, hvor jeg løber med Mario hver morgen, kan han så fortælle, at skolen er lukket i dag på grund af en eller anden helgen. Heldigt at han fortalte mig det, før jeg mødte op på skolen, selvom jeg jo dog brugte meget af eftermiddagen i går på at forberede undervisning, men det må så blive til næste uge. I morgen var det meningen, at alle børnene fra børnehaveklasserne og guaderiaerne skulle til en aktivitetsdag på Onesimo som led i Marios studie. Det havde jeg glædet mig til at skulle hjælpe med, men det må også vente til næste uge, da de studiekammerater Mario laver det med ikke har betalt til tiden.

En lang smøre, men mon ikke I lidt kan få en fornemmelse af den meget anderledes mentalitet her? Planlægning er nærmest nyttesløst, da tingene alligevel aldrig bliver, som man troede.

P.S. Første billede: Et par fine fugle på kanten af en kurv med små mangoer på markedet. Det er mangotid lige nu, så de små mangoer kan købes til ca. 25 øre stykket :o)

Andet billede giver vist sig selv, og tredje billede er Maria og mig, der nyder en pose frugt efter en varm dag på markedet. Ikke vildt spaendende, men det var hvad det kunne blive til i denne uge.

Masser af spændende opgaver...

Så er det lidt over en måned siden, at jeg forlod Danmark og næsten to uger siden jeg ankom her til slummen (billedet viser lidt af nabolaget). Tiden er gået utrolig stærkt, og samtidig har jeg oplevet fantastisk mange ting, lande og lært en masse skønne mennesker at kende. Så jeg ser virkelig frem til de næste mange måneder her. Jeg har endnu ikke et helt fast skema, da jeg forsøger at få gang i nogle nye tiltag.

På Onesimo (skolen for de store) er der et lokale, som jeg kan få lov til at bruge til et værested for de unge i området. Det bliver lidt mit projekt, og jeg glæder mig meget til at få det op at køre. Så har jeg også udset mig et andet rum, som lige nu er computerbegravelsesplads, men som med en kærlig hånd kunne blive til et brugbart lokale – ville være rart også med noget praktisk arbejde som afveksling fra alt det sociale.

I weekenden skal vi til byen og købe et klaver, da vi starter et kor op om en uges tid. Maria og jeg skal også undervise nogle af de unge herfra i klaver, så de også kan have glæde af klaveret, når vi engang er rejst hjem. Det bliver helt sikkert en spændende opgave. Ellers går min tid hovedsageligt med at hjælpe til i guaderiaerne, børnehaveklasserne, give individuel lektiehjælp/undervisning og undervise i engelsk hver tirsdag og torsdag. Vi har delt klasserne, så vi er to volontører i hver klasse, én med hovedansvaret og én hjælper. Jeg har lige pt hovedansvaret i børnehaveklassen (de skønneste unger, virkelig!), 3.klasse og to 2. klasser. Det er helt sikkert udfordrende og lærerigt :o)

Jeg har vist egentlig ikke lige fået præsenteret mine tre medvolontører. På billedet ses fra venstre: Julie, Maria, mig og Pernille en aften vi bagte kage og så video i Cathrine og Bents hus. Tre skønne piger, som det heldigvis er nemt at bo og arbejde sammen med. I næste uge skal de godt nok alle tre til Beliz for at forny visum, så der er jeg helt alene på posten. Bliver spændende om jeg kan klare alle opgaverne selv. Det kræver helt sikkert sin kvinde at undervise tretten klasser fordelt på trinene Bh.- 6. kl! Ikke alle er lige velopdragne og lydhøre. Til gengæld er børnene glade for at se én. De kommer altid løbende, kaster sig om halsen på mig og råber ”Hola Anna!”. Det er i det hele taget umuligt at gå ubemærket rundt her i Suyapa, hvilket har gjort, at jeg hurtigt har følt mig hjemme.

Og har man brug for at komme af med sin skræk for fx hunde, er Suyapa lige stedet. Det vrimler med hunde, katte, høns, æsler, heste og køer lige uden for døren, som I kan se på billedet, der er taget ud gennem Cathrine og Bents dør :o) Inde i huset har vi mest firben, edderkopper (slog den største jeg nogensinde har set ihjel i går), kakerlakker og myrer. Men altså… myrer i maden er vel også en form for protein?! Klaustrofobi nytter heller ikke noget her. Busserne er som oftest fyldt til bristepunktet – godt 80 mennesker har jeg talt det til. Til gengæld er der en uskreven regel om, at hvis en af de stående i bussen har bagage eller indkøbsvarer, ligger man det i skødet på den første den bedste siddende. Man bliver dog en smule paf første gang, man oplever at få sine indkøbsvarer revet ud af hånden – det er som beskrevet ikke tyveri, men ren og skær venlighed. Bussen stopper, når en vil af, så en tur til byen, der i bil tager 10-15 minutter tager i bus 45 minutter!
En meget anderledes kultur, som jeg allerede holder utroligt meget af :o)

Suyapa, mit nye hjem!

Lørdag aften ankom jeg endelig til Tegucigalpa. De 14 timer i bus blev til 18 timer, da vi fik lidt forkerte oplysninger, men altså… velkommen til Latinamerika, som vi siger! Der var mødt en stor flok mennesker op for at hente mig. Dejligt at være ventet og føle sig velkommen.
Turen fra busstationen til Nueva Suyapa (slumkvarteret jeg skal bo i) foregik på ladet af Cathrine og Bents bil (et dansk volontørpar som bor hundrede meter fra os), så der var rig mulighed for at tage min nye by i øjesyn. Mærkeligt at de mange billeder jeg havde set hjemmefra pludselig blev til virkelighed. Ville være super at kunne vedlægge en lydprøve, da der hele døgnet er glammende hunde, kaglende høns og galende haner, som gør stemningen her helt speciel:o)

Vores smukke hus på toppen af bakken med den fantastiske udsigt, som ses på billederne, er et dobbelthus, hvor Virginia og Vanessa (medarbejdere på Genesis) bor i den ene halvdel og os fire danske volontører i den anden. Vores del består af et rum med tre køjesenge, spisebord og køkken samt et toilet. Vi har for det meste vand i både hane og bruser, men andre gange må vi opgive at komme i bad. De sidste par dage har vi ikke haft vand i køkkenet, så alt vand til opvask hentes i en spand på toilettet. Vand til at drikke hentes i en stor 20-liters dunk for foden af bakken.
På tredje billede ses Nelson (en af gutterne fra kirken) med en slange, der krøb rundt uden for huset. Den skulle eftersigende ikke være så farlig før den bliver større. Bag ved ses mit værelse, aka overkøjen, forsøgt gjort en smule hjemlig med lidt billeder af familie og venner.

Søndag morgen kl. 8 stod den så på kirkegang. Jeg blev budt velkommen og fik mødt en masse mennesker. Efter kirke var vi ude i en mindre by og spise frokost med Cathrine og Bent – skønt! Om aftenen kom en masse af de unge gutter fra kirken forbi og vi gik på barselsvisit hos en pige her i Suyapa. Var noget af en oplevelse at opleve et honduransk hjem indefra. Det var mindre end vores værelse og meget lavt til loftet (selv når man tænker på, at jeg er i miniputland). Er stadig svært at forholde sig helt til fattigdommen og også den megen kriminalitet, den medfører. Det ene af guaderiaerne (hjembaserede børnehaver) ligger i et område, hvor vi ikke må færdes alene selv ved højlys dag.
I ugens løb har jeg været i det ene guaderia, hjulpet med engelskundervisning og haft individuel lektiehjælp, men mere om mine arbejdsopgaver næste gang jeg opdaterer!

I går havde de tre andre danske volontører arrangeret en tur for børnene fra guaderiaerne og børnehaveklasserne (70 i alt) samt godt 30 voksne. En bustur ud til børnehjemmet Renacer, som ligger en times tid fra Tegus og som både har legeplads og swimmingpools. Børnene var fuldstændig vilde med vandet, selvom ingen af dem kan svømme, og vi havde en fantastisk dag. Det var dejligt at opleve børnenes begejstring for det hele og have mulighed for bare at lege med dem. De fleste børn faldt da også i søvn næsten med det samme vi satte os i bussen.

Det må være alt for nu, selvom jeg kunne blive ved med at fortælle. Er dejligt endelig at være fremme og glæder mig til at få en hverdag op at køre!