Masser af spaending i dagligdagen...

Jeg vil starte med ugens busoplevelse :o) Ikke lang tid efter Pernille og jeg var kommet om bord i den som altid stoppede bus, kom en politimand ind i bussen og beordrede alle mænd ud. De stillede sig med fronten op ad bussiden og fik tjekket deres papirer. Pernilles hjerte sad helt oppe i halsen, da hun ikke havde ID på sig – men heldigvis var det kun mændene, der skulle tjekkes. Halvvejs hjemme brænder bussen så sammen, så alle skal gå over i en anden fyldt bus. Vi kommer derfor til at sidde næsten halvt ude af den åbne busdør med alle vores varer det sidste stykke hjem! Er altid spændende at køre med bussen:o)

Et andet spændingsmoment i dagligdagen er, om der er vand i hanerne. Vi har ikke haft vand i køkkenet siden jeg kom, og som fx i dag heller ikke på badeværelset. Ikke den bedste overraskelse, når man kommer svedig hjem efter morgenløbeturen. For at skylle ud i toilettet skal man hælde en spand vand i højt oppe fra for at skabe nok stort nok tryk. Tirsdag da jeg kom hjem fra arbejde manglede naboen også vand, så jeg hjalp hende med at bære kæmpe vandspande fra hanen i vores baghave over til hende. Er blevet ganske ferm til at gå med de store vandspande på hovedet;o)

Et tredje spændingsmoment er, hvad dagens program mon bliver. Jeg er jo alene på posten i denne uge, og har derfor planlagt mine dage ret nøje, så jeg kan hjælpe så meget som muligt.

Mandag mødte jeg op i børnehaveklassen kl 7 for at hjælpe med at skrive lektier og opgaver ind i børnenes hæfter. De har ikke sådan nogen fine opgavebøger, som vi har derhjemme, så alle opgaver tegnes ind i hvert enkelt hæfte. Faktisk et arbejde jeg finder utrolig meningsfyldt, da jeg derved giver læreren mulighed for at koncentrere sig om undervisningen. Der er dog ingen, da jeg kommer til skolen, hvilket ikke umiddelbart undrer mig, for ingenting starter til tiden her. Det viser sig dog, at det er en eller anden nationaldag, så børnene starter med noget festivitas nede på Genesis, så da de endelig kommer op i klassen ca kl. 9, skal jeg videre til Doña Wilmas guaderia. Her er der imidlertid ingen børn på grund af den føromtalte nationaldag, så jeg går tilbage til børnehaveklassen og hjælper der. Tirsdag havde jeg så de tretten klasser til engelsk, og det gik faktisk rigtig godt og gloser som ”Vær stille”, ”Sæt jer ned” og ”Hør efter” blev brugt flittigt. Specielt i 2. kl. hvor læreren valgte at gå, så jeg stod alene med 32 umulige unger – udfordringer er der nok af;o)

I dag på vej ned til fodboldbanen, hvor jeg løber med Mario hver morgen, kan han så fortælle, at skolen er lukket i dag på grund af en eller anden helgen. Heldigt at han fortalte mig det, før jeg mødte op på skolen, selvom jeg jo dog brugte meget af eftermiddagen i går på at forberede undervisning, men det må så blive til næste uge. I morgen var det meningen, at alle børnene fra børnehaveklasserne og guaderiaerne skulle til en aktivitetsdag på Onesimo som led i Marios studie. Det havde jeg glædet mig til at skulle hjælpe med, men det må også vente til næste uge, da de studiekammerater Mario laver det med ikke har betalt til tiden.

En lang smøre, men mon ikke I lidt kan få en fornemmelse af den meget anderledes mentalitet her? Planlægning er nærmest nyttesløst, da tingene alligevel aldrig bliver, som man troede.

P.S. Første billede: Et par fine fugle på kanten af en kurv med små mangoer på markedet. Det er mangotid lige nu, så de små mangoer kan købes til ca. 25 øre stykket :o)

Andet billede giver vist sig selv, og tredje billede er Maria og mig, der nyder en pose frugt efter en varm dag på markedet. Ikke vildt spaendende, men det var hvad det kunne blive til i denne uge.