- Og jeg kan se, at det allerede er over tre uger siden jeg sidst opdaterede. Jeg har nu været her i Suyapa i over to måneder. Dagene er fyldt med en masse forskelligartede aktiviteter, og jeg har indtil nu ikke haft to ens uger rent skemamæssigt. Jeg har det fantastisk og nyder mit liv i fulde drag!!
Vejrstatus: der har de sidste par uger været meget VARMT og ingen regn, hvilket har betydet, at hele byen har været indhyllet i tyk smog, der har berøvet os den blå himmel og udsigten til bjergene og en uge var det umuligt at købe drikkevand. I den her uge har det dog regnet en hel del, hvilket har medført køligere temperaturer og meget mudrede veje – regntiden er startet!
For kort tid siden åbnede et nyt guaderia i det fattige kvarter, Flores Orientes. I modsætning til børnene hos Doña Wilma, som er vant til, at der kommer danskere og leger med dem, og derfor kommer springende fuld af forventning og tillid, når man kommer, var det nogle stille og generte børn, der mødte mig første gang hos Doña Julia. Vi præsenterede os selv, og en af de små piger troede i lang tid, at jeg hed Vanessa, da jeg jo havde sagt, at jeg var danesa (dansker), og det ord jo ikke lige gav mening for hende – hvor skulle hun kende Danmark fra?! Det tog dog ikke mange minutter før de vovede sig til at lege med os, og siden d
a er vi blevet mødt med knus og glædesudbrud, når vi kommer. De nyder at vi har tid til bare at lege og være. Julias børn er nogle af de allerskønneste – en del af dem kan ses på billedet! Det andet billede er fra en gang, hvor Maria og jeg lavede fodaftryk med børnene. Det var ret sjovt, og nu hænger mine fødder på væggen hos Doña Julia med påskriften: Ana Banana Heinrich. Så nu har jeg helt bogstaveligt fået sat mine fodaftryk her i Suyapa :o)
Mi equipo de fútbol
For to uger siden brugte jeg en onsdag formiddag sammen med Carlitos og Ludim (ny medarbejder på Genesis, som skal arbejde med de unge) ovre i Flores Orientes. Vi fik samlet omkring fyrre børn og unge til fodbold og konkurrencer blot ved at gå gennem Flores med et par bolde og nogle kegler under armen – super hyggeligt! Der var blandt andet 10 piger i a
lderen 12-16 år, som havde lyst til at spille fodbold, og før jeg fik set mig om, var jeg blevet fodboldtræner. I de sidste to uger har jeg trænet dem mandag, tirsdag og torsdag fra 14-16 og lørdag deltog vi i en lille fodboldturnering, og fremover er der vist kampe hver søndag. Det har været en ret stor udfordring ene mand at skulle stå for træningen – fodboldgloserne står jo ikke ligefrem i en rejseordbog – og teenagepigerne er en smule sværere at komme ind på livet af end børnene. Der er et par meget bestemte damer imellem ;o) Annadinho (der sidder altid et par smådrenge og hepper, når vi spiller) har dog via sit spil fået tilkæmpet sig lidt respekt, så det skal nok gå! Første billede er fra lørdagens turnering – læg mærke til det topprofessionelle fodboldudstyr pigerne er forsynet med. De har som oftest ikke andet end plastikslippers og cowboybukser at spille i og græsplænen er her skiftet ud med en betonfirkant. Hvad de mangler i ”korrekt” udstyr har de til gengæld i viljen og lysten til at spille. Fremover er det meningen, at jeg skal stå for pigehygge/kreative aktiviteter mandag, fodboltræning tirsdag og volleytræning torsdag. Jeg får virkelig prøvet kræfter med lidt af hvert - skønt!
En ordentlig omgang regn har aldrig været undskyldning for at aflyse træning, hvilket fremgår af det andet billede – skørt, halvfarligt og meget sjovt!
Unge til unge hjælp på børnehjemmet
Emmanuel
Sidste weekend tog vi alle fire ud til de fem danske volontører, som lige for tiden er på Emmanuel. Emmanuel er et stort amerikanskledet børnehjem med over 400 børn, som fungerer som et helt lille samfund med egen købmand, skole, kirke m.m. Vi fik lov til at være tilskuere til et synge-danse-drama optrin, som nogle af pigerne fra ”special needs”-gruppen havde lavet. Det er alle piger, som er mentalt skadede, fx fordi deres mor gav dem lim for at få dem til at falde til ro, da de var små, så det var en halvrørende oplevelse at se dem opføre ”Den barmhjertige samritaner” som mimespil.
Lørdag eftermiddag kom en minibusfuld unge herinde fra Suyapa også ud på børnehjemmet. Et initiativ Cathrine og Bent står for, og som går ud på, at de unge her fra Suyapa tager ud og snakker med de unge på Emmanuel om livet uden for børnehjemmet, uddannelse, tro m.m. De har også udtaget en mindre gruppe, som de kører et ledertræningsforløb med. Vildt spændende og vigtigt arbejde, som kun kan gøres af honduranere, men som kræver volontører som katalysatorere – perfekt arbejdsfordeling. Søndag eftermiddag stod på leg med nogle af de små børn, som tydeligvis satte pris på nogle store spansktalende legekammerater – normalt er det jo udenlandske teams, der kommer og leger med dem. På turen hjem var der en træt, men opløftet stemning i bussen efter endnu et succesfuldt og udbytterigt besøg.



