Sidste opdatering

Saa fik mit arbejde i Suyapa en ende - maerkeligt og trist, men jeg kan se tilbage paa nogle helt fantastiske maaneder med masser af oplevelser og udfordringer.
De sidste to uger har budt paa lidt nye arbejdsopgaver. MCM (Stewardship of Christian Ministries, Genesis) 2009 kalenderen er fx lige blevet sendt i trykken. Jeg har brugt en del tid paa at tage og indsamle billeder til den, hvilket har vaeret meget sjovt at proeve. Derudover har jeg sammen med Nahun soerget for, at alle datoer er blevet tilpassede og helligdage og maerkedage i Honduras, USA, Canada og Danmark er kommet i. Slutresultatet er blevet rigtig godt, saa glaed jer til den kommer til DK!
Projektet er hundrede procent afhaengigt af sponsorer, og heldigvis er der mennesker, der har lyst til at stoette projektet. Saa jeg har haft penne fremme og skrevet individuelle takkekort til vores sponsorere. En anderledes opgave, men paa en maade fedt at komme hele vejen rundt om projektet og ikke blot arbejde i boernehaverne og skolen.
Noget, der har vaeret med til at goere dagligdagen sjov og laererig har vaeret den store folk honduranske unge, som vi har tilbragt mange aftner og weekender med. Alle kommer i kirken, saa tit har vi bare skullet tage i kirke for at faa hele huset fuldt af folk!
Det er en meget blandet flok baade alders-, baggrunds- og personlighedsmaessigt, hvilket ikke har gjort det mindre underholdende. Forrige loerdag hikede jeg med nogle af dem, fra Suyapa til det lokale bjerg og videre til byen Santa Lucia. En helt fantastisk smuk og dejlig tur, som det ogsaa fremgaar af billederne.



Da andet summerteam var i Suyapa arrangerede de en fest for de ansatte paa Genesis, som for stoerstedelen bestaar af den foeromtalte gruppe unge. Det er fascinerende hvordan Genesis naermest fungerer som en stor familie. Et lille billede fra festen af Simry, Nelson og mig.


Den sidste uge har ogsaa vaeret praeget af diverse afskeds og farvelfester. Det bliver helt sikkert haardt at skulle sige endeligt farvel til Suyapa og dens skoenne mennesker. Har heldigvis faaet planlagt min rejsen rundt saa jeg naar to smut forbi Suyapa foer min flyber gaar hjem d. 23. oktober.
I skrivende stund sidder jeg paa Utila (oe ud for Honduras´nordkyst), hvor jeg i loebet af de naeste 5-6 uger tager en divemasteruddannelse. Derefter gaar turen godt en maaneds tid til Costa Rica. Haaber det kan fungere som en blid overgang fra slummen til den danske velfaerd.
Hov, vil lilge dele en lille oplevelse, jeg havde, med jer. En eftermiddag, hvor jeg var oppe og lege med boernene paa legepladsen, blev jeg vidne til de honduranske boerns kreativitet. en dreng og hans soester legede forskellige lege, hvor den eneste rekvisit var en plastflaske. Imponerende, at den kunne holde dem beskaeftigede io naesten en time. Ved ikke hvorfor den historie lige skulle med, men jeg har bare fundet det utroligt fascinerende, hvordan boernene formaar at bruge skrald til alverdens former for legetoej.
Tror, det bliver afslutningen paa Annas blogindlaeg. Dejligt, at I har haft lyst til t laese med:o)
Vi ses i DK d. 24. oktober!

To uger tilbage.. Argh!!

Saa maa jeg starte endnu et indlaeg med at beklage den sene opdatering. Der er sket meget siden sidste opdatering, men jeg vil spare jer for det meste. Tiden er floejet fasted. Jeg havde et par ugers ferie i juni, og siden jeg kom tilbage, har der vaeret mere end almindeligt meget at lave. Laes videre og find ud af hvorfor;o)

Foedseldag
Den tredje juni kunne jeg fejre min 21 aars foedselsdag her i Honduras. Det var en super skoen dag fyldt med lykoenskninger, knus og overraskelser – jeg blev blandt andet udsat for at blive lagt over Profe Rakels knae og faa 21 slag bagi til stor fornoejelse for elever, foraeldre og hvem der ellers var til stede! Billedet er fra min foedselsdagsfest. Alle kom desvaerre ikke med paa billedet, men det var en fantastisk oplevelse efter faa maaneder her i landet at have huset fuldt at saa mange dejlige venner! En legeplads skoed op af jorden
Tilbage i maj kom en kaempe container fra USA her til Suyapa med et hav af forskellige ting. Det var en stor oplevelse, at staa paa den anden side af noedhjaelpsarbejdet, at modtage ting fra “de rige lande”. Det var som juleaften for bydelen! Iblandt skoleborde, bamser, taepper og tavler var der ogsaa en masse dele til en legeplads. Da jeg kom tilbage fra ferie, var legepladsen blevet sat op, og det er virkelig en fantastisk gave. Den er fyldt med boern hele tiden, og det er en fornoejelse at maerke deres enorme glaede og begejstring.

Fire blev til to

Juli blev maaneden, hvor vi skulle sige farvel til Maria og Pernille – vores dejlige medvolontoerer, som har vaeret skoenne at leve og arbejde sammen med. Maerkeligt, naar halvdelen af familien lige pludselig rejser fra huset.
Julie og jeg har dog udnyttet tosomheden paa bedste vis, og roen i huset har haengt godt sammen med den oegede arbejdsmaengde.

Suyapa invaderet af danskere
Det er dog ikke dansk selskab, det her skortet paa. Foerst i juli kom foerste summerteam fra Impact for at lave fodboldskole og lege med boernene her i Suyapa. 200 glade fodboldspillende boern var en stor oplevelse og fedt at vaere en del af. Jeg brugte en del eftermiddage nede paa banen sammen med “mine” piger.

Vi fik ogsaa arangeret to landskampe, Honduras – Danmark, mellem pigerne fra summerteamet og mine fodboldpiger. Selvom vi vist desvaerre tabte begge kampe, er jeg stolt af mine piger, der var godt 5-10 aar yngre end danskerne og spillede i bare taeer.

Det muntre koekken
Den danske invasion betoed oeget pres paa koekkenet i Don Davids hus, hvor de var indlogerede. Julie og jeg tilboed derfor vores assistance, hvilket samtidig var det en god undskyldning for at faa lov til at gaa rundt i de flotte forklaeder og laere at lave honduransk mad. Paa billedet ses fra venstre – Daisi, Melissa, Zimry, jeg, Elda og Julie. En skoen samling kvindfolk, som har tilfoejet begrebet koekkenhumor helt nye dimensioner.

Paa billedet er Julie og jeg igang med at lave de famoese pupusas, som vi vist fik praesenteret lidt uheldigt for danskerne, men det er altsaa grisehud indbagt i majstortillas! Derudover fik vi laert at lave baleadas, enchiladas, chalupas, catrachitos,tacos, chimol, platanitos og andet mere eller mindre spaendende honduransk mad.

Loest og fast
Summerteamet gav ogsaa mulighed for endnu et besoeg i ungdomsfaengslet. Ligesom sidst var det en stor, men haard oplevelse. Med to maaneder mere paa bagen havde jeg denne gang mulighed for at snakke mere med de unge, hvilket var virkelig spaendende. Deres historier er saa triste, og deres fremtid kan synes saa haabloes. Mange af pigerne gav dog udtryk for, at de faktisk trods alt var glade for at vaere roeget i faengsel, da det gav dem mulighed for en ny start og mulighed for en forhaabentlig lysere fremtid.

Honduras er ogsaa landet med de mange festdage. Vi har vaeret med til at fejre Traets dag, Naturaliernes dag, Farvernes dag, …. Og i fredags blev det saa Dia del Indio. Vil ikke fortaelle saa meget om det, synes bare, det var nogle skoenne billeder!

I mandags kom saa summerteam nr. 2 her til Suyapa for at blandt andet at bygge en klatrevaeg.

Mens de sidste huller blev boret i dag, var vi en flok, der tog med alle guaderiaboernene paa tur til en zoologisk have og park, som ligger i udkanten af Suyapa, med en fantastisk udsigt over byen, som det fremgaar af billedet. Det har vaeret en helt fantastisk dag, hvor vi bare har nydt at lege med boernene i de groenne omgivelser.

Slutteligt et billede af mine dejlige boernehaveklasseboern.

Tiden flyver af sted

- Og jeg kan se, at det allerede er over tre uger siden jeg sidst opdaterede. Jeg har nu været her i Suyapa i over to måneder. Dagene er fyldt med en masse forskelligartede aktiviteter, og jeg har indtil nu ikke haft to ens uger rent skemamæssigt. Jeg har det fantastisk og nyder mit liv i fulde drag!!

Vejrstatus: der har de sidste par uger været meget VARMT og ingen regn, hvilket har betydet, at hele byen har været indhyllet i tyk smog, der har berøvet os den blå himmel og udsigten til bjergene og en uge var det umuligt at købe drikkevand. I den her uge har det dog regnet en hel del, hvilket har medført køligere temperaturer og meget mudrede veje – regntiden er startet!

Doña Julia

For kort tid siden åbnede et nyt guaderia i det fattige kvarter, Flores Orientes. I modsætning til børnene hos Doña Wilma, som er vant til, at der kommer danskere og leger med dem, og derfor kommer springende fuld af forventning og tillid, når man kommer, var det nogle stille og generte børn, der mødte mig første gang hos Doña Julia. Vi præsenterede os selv, og en af de små piger troede i lang tid, at jeg hed Vanessa, da jeg jo havde sagt, at jeg var danesa (dansker), og det ord jo ikke lige gav mening for hende – hvor skulle hun kende Danmark fra?! Det tog dog ikke mange minutter før de vovede sig til at lege med os, og siden da er vi blevet mødt med knus og glædesudbrud, når vi kommer. De nyder at vi har tid til bare at lege og være. Julias børn er nogle af de allerskønneste – en del af dem kan ses på billedet! Det andet billede er fra en gang, hvor Maria og jeg lavede fodaftryk med børnene. Det var ret sjovt, og nu hænger mine fødder på væggen hos Doña Julia med påskriften: Ana Banana Heinrich. Så nu har jeg helt bogstaveligt fået sat mine fodaftryk her i Suyapa :o)

Mi equipo de fútbol

For to uger siden brugte jeg en onsdag formiddag sammen med Carlitos og Ludim (ny medarbejder på Genesis, som skal arbejde med de unge) ovre i Flores Orientes. Vi fik samlet omkring fyrre børn og unge til fodbold og konkurrencer blot ved at gå gennem Flores med et par bolde og nogle kegler under armen – super hyggeligt! Der var blandt andet 10 piger i alderen 12-16 år, som havde lyst til at spille fodbold, og før jeg fik set mig om, var jeg blevet fodboldtræner. I de sidste to uger har jeg trænet dem mandag, tirsdag og torsdag fra 14-16 og lørdag deltog vi i en lille fodboldturnering, og fremover er der vist kampe hver søndag. Det har været en ret stor udfordring ene mand at skulle stå for træningen – fodboldgloserne står jo ikke ligefrem i en rejseordbog – og teenagepigerne er en smule sværere at komme ind på livet af end børnene. Der er et par meget bestemte damer imellem ;o) Annadinho (der sidder altid et par smådrenge og hepper, når vi spiller) har dog via sit spil fået tilkæmpet sig lidt respekt, så det skal nok gå! Første billede er fra lørdagens turnering – læg mærke til det topprofessionelle fodboldudstyr pigerne er forsynet med. De har som oftest ikke andet end plastikslippers og cowboybukser at spille i og græsplænen er her skiftet ud med en betonfirkant. Hvad de mangler i ”korrekt” udstyr har de til gengæld i viljen og lysten til at spille. Fremover er det meningen, at jeg skal stå for pigehygge/kreative aktiviteter mandag, fodboltræning tirsdag og volleytræning torsdag. Jeg får virkelig prøvet kræfter med lidt af hvert - skønt!

En ordentlig omgang regn har aldrig været undskyldning for at aflyse træning, hvilket fremgår af det andet billede – skørt, halvfarligt og meget sjovt!

Unge til unge hjælp på børnehjemmet Emmanuel

Sidste weekend tog vi alle fire ud til de fem danske volontører, som lige for tiden er på Emmanuel. Emmanuel er et stort amerikanskledet børnehjem med over 400 børn, som fungerer som et helt lille samfund med egen købmand, skole, kirke m.m. Vi fik lov til at være tilskuere til et synge-danse-drama optrin, som nogle af pigerne fra ”special needs”-gruppen havde lavet. Det er alle piger, som er mentalt skadede, fx fordi deres mor gav dem lim for at få dem til at falde til ro, da de var små, så det var en halvrørende oplevelse at se dem opføre ”Den barmhjertige samritaner” som mimespil.

Lørdag eftermiddag kom en minibusfuld unge herinde fra Suyapa også ud på børnehjemmet. Et initiativ Cathrine og Bent står for, og som går ud på, at de unge her fra Suyapa tager ud og snakker med de unge på Emmanuel om livet uden for børnehjemmet, uddannelse, tro m.m. De har også udtaget en mindre gruppe, som de kører et ledertræningsforløb med. Vildt spændende og vigtigt arbejde, som kun kan gøres af honduranere, men som kræver volontører som katalysatorere – perfekt arbejdsfordeling. Søndag eftermiddag stod på leg med nogle af de små børn, som tydeligvis satte pris på nogle store spansktalende legekammerater – normalt er det jo udenlandske teams, der kommer og leger med dem. På turen hjem var der en træt, men opløftet stemning i bussen efter endnu et succesfuldt og udbytterigt besøg.

Limsnifning og flourskylning

Ugens investering

Forrige fredag drog vi til en musikbutik her i Tegus. Vi kom, vi så, vi prøvede, vi snakkede og vi købte et keyboard, stativ, nodestativ og en pedal. Så de sidste to onsdage har vi haft kor nede i vores lille hus. Der kommer godt 15 børn, så det passer lige. Julie synger og dirigerer, jeg spiller keyboard, Maria tjekker fravær og holder styr på tropperne, og Pernille deler kiks ud! Det er rigtig sjovt, og børnene gør allerede fremskridt. Vi håber at kunne holde en lille koncert i starten af juni, før Maria og Pernille rejser. Pero vamos a ver…

Jeg kan nu også tilføje en ny titel til CVet, idet jeg er blevet klaverlærer. Jeg er begyndt at undervise Mario i den ædle kunst, så der også er nogle, der kan bruge keyboardet, når jeg engang skal hjem. Som I kan se på billedet foregik første time for mit vedkommende med en ordbog i den ene hånd, da de musiske termer ikke just er de første, man lærer. Han er dog en dygtig og tålmodig elev, he he.

Håndvask og fluorskylning

Så blev det også tid til at give sig i kast med tøjvaskning på ægte honduransk vis. Hende, hvis vask vi låner, viste os, hvordan det gøres bedst og mest skånsomt. Hun grinede dog lidt af, at vi gad at vaske i hånden (vi kan godt låne en vaskemaskine, hvis vi spørger), men man er vel ikke taget til slummen for sjov ;o)

Ved ikke om flourskylning giver lov til at skrive tandplejer på CVet, men det er i hvert fald et erhverv, jeg nu også har forsøgt mig med. Var noget spændt, da jeg sidste tirsdag begav mig af sted med diverse remedier og selv skulle stå for flourskylning af 50 børn i alderen 4-6 år. Jeg kan nu finde ud af at sige ”ikke synke” på spansk! Det gik overraskende nemt og problemfrit. Kun to børn kastede op!

Gadens hårde virkelighed

I weekenden fik jeg min nok mest barske oplevelse nogensinde. Alle de danske volontører her i Honduras (15 stk) skulle ind og bo hos Alvin og hans familie. Alvin er en helt speciel og meget beundringsværdig mand. Han har boet i Honduras de sidste 12 år og arbejdet med gadebørn. Jeg kunne fortælle meget længe om de forskellige projekter, han har startet, men vil nøjes med at give lidt dryp fra weekenden.

Fredag besøgte vi statens børnehjem;

en slags mellemstation mellem gaden og børnehjemmene. Vi havde forberedt nogle aktiviteter, som vi kunne hygge os med sammen med børnene. Jeg lavede armbånd med de små piger, og som I kan se på billedet blev også drengene ret vilde med det. Det var rigtig hyggeligt, men også hårdt at være der. Nogle af teenagepigerne tog mig med over i huset, hvor babyerne bor, og tilbød mig babyerne som gaver. De gjorde virkelig hvad de kunne for at få mig til at tage dem med og tage mig af dem. Meget ubehageligt og skræmmende.

Lørdag formiddag var vi i fængsel. Der er fire afdelinger: mændenes, kvindernes, drengenes og pigernes. Vi gik en tur hos drengene, før vi tog over til pigerne, som vi skulle være sammen med. Alvin kender alle de indsatte og fortalte os deres historier. De var så frygtelige og gruopvækkende, men vil ikke beskrive dem her af hensyn til pigerne. De fleste sidder inde for mord, kidnapning, tyveri og narkohandel; og vi snakker piger i alderen 12-18 år! Vi snakkede og sang med dem og til sidst tog vi en gedigen fodboldkamp mod dem. Umuligt at forholde sig til, at den søde pige, der kommer og giver dig et knus, tager dig i hånden, fletter sine fingre ind i dine, snakker og griner med dig, sidder i fængsel for kidnapning. Meget svært at rumme og forstå.

Om aftenen fandt vi ud af, at der samme dag var blevet dræbt 18 fanger og tre kvæstede i mændenes fængsel….

Lørdag aften tog vi på gaden.

Vi havde på forhånd smurt en kæmpe bunke sandwiches og lavet en ordentlig dunk fresco til at dele ud af til børnene. At mærke den kradse lugt af lim og snakke med de skæve unge var en noget voldsommere oplevelse, end jeg havde forestillet mig. Da vi kørte ind på gaden med de billige hoteller, hvor de unge piger står og trækker fik jeg faktisk fysisk ondt i maven. I hver døråbning sad en prostitueret og ventede på kunder, nogle af dem yngre end mig. Livet kan virke så uretfærdigt, og det har godt nok taget lidt tid helt at fordøje oplevelserne.

Samtidig har weekendens oplevelser virkelig sat mit arbejde her i Suyapa i perspektiv. Jeg forstår på en anden måde vigtigheden af det forebyggende arbejde, vi laver her, for jeg har set, hvad alternativet er.

Lidt fra dagligdagen i Suyapa

Kapitel tre i den nervepirrende busføljeton:
Der er rigtig mange, både børn og voksne, som går rundt i gaderne og forsøger at sælge forskellige ting. Når bussen så stopper, hopper de på bussen og forsøger at sælge der, og det er alt lige fra donuts, vatpinde, slik, batterier og sidst jeg tog bussen, var der sågar en, der solgte limtuber. Så kan man sidde der og føle sig dum efter at have trasket rundt i byen og købt ind – en tur med bussen og du kan få alt, hvad du behøver!

Jovenes
Jeg er begyndt at hjælpe Carlitos med en gruppe teenagere (jovenes), som mødes på Onesimo onsdag og fredag eftermiddag. Som regel står den på boldspil, kortspil og forskellige kreative aktiviteter. Vi lægger hovederne i blød for ideer, da der er brug for nye aktiviteter til specielt pigerne.
I lørdags hjalp vi Carlitos med et arrangement for disse unge. Han startede med at holde en lille tale, hvor han fortalte dem, at de skulle være stolte af, hvor de kom fra, stolte af deres familier og Suyapa. Samtidig skulle de turde bryde mønstret; mine bedsteforældre havde ingen uddannelse, mine forældre har ingen uddannelse, ergo skal jeg heller ikke have en uddannelse. Han fortalte dem om vigtigheden af en uddannelse osv. En gribende tale! Det er fantastisk, at kunne være katalysator for, at sådan et projekt kan finde sted. For det er vigtigt, at det er de lokale, der har hovedkontakten til de unge, og vi blot hjælper.
Bagefter fik vi hver ansvar for en mindre gruppe af de unge. Vi læste en historie i Bibelen, snakkede lidt om den, og så skulle den ellers males på nogle store plakater, der er kommet op at hænge på Onesimo. Smukt så det ud!


Børnehaveklasserne
To formiddage om ugen hjælper jeg i de to børnehaveklasser (kl. 7-12). Jeg hjælper med at gøre klasserne klar til børnene kommer og rydde op og gøre rent, når skoledagen er slut. Jeg assisterer lærerne i undervisningen og ellers står den på det føromtalte lektie- og opgaveskrivning. På billedet er jeg i gang med at indtegne/skrive de 13 siders opgaver i hvert hæfte, børnene skulle lave den dag;o) Jeg har fuldstændig tabt mit hjerte til de dejlige unger, så det er en ren energiindsprøjtning at være på arbejde der!










Guaderiaerne
Jeg hjælper til i to guaderiaer for tiden. Én formiddag om ugen hos Doña Wilma og én eftermiddag hos Doña Julia. Guaderiaerne er en slags hjembaserede børnehaver, som sikrer et trygt sted for børn, der ellers ville blive ladt alene hjemme eller hænge rundt på gaderne, mens deres mor er på arbejde. Der er 10-15 børn i alderen 0-14 år hvert sted, og da pladsen og legetøjet er meget begrænset, er det vores opgave at lege med og tage os af børnene. I går havde jeg den skønneste dag hos Wilma. Hun er virkelig en dejlig og beundringsværdig kvinde. Hendes store kærlighed til og omsorg for børnene er så tydelig. Hun synger med dem, underviser de største i førskole-ting og laver mad til dem. Billedet tog vi i går, desværre er ikke alle børnene med. På det andet billede er de i gang med modellervoks hos Doña Julia, mens jeg hjælper en af pigerne med lektier. Nogle skønne børn!







Aktivitetsdag for Bh.kl. og guaderiaerne
Som jeg nævnte sidst, skulle Mario som led i sit studie, lave en aktivitetsdag for børnene. Det betød at vi tirsdag aften gik i gang med at lave frugtsalat og slikposer til godt 80 børn. Hyggeligt og trættende. Onsdag formiddag stod den så på historiefortælling, fællessange, dukketeater og en honduransk form for tøndeslagning. Det var en stor succes!






Genesis
Tirsdag og torsdag underviser jeg som før nævnt i engelsk på Genesis (kl 7.30 – 16). Vi er de første til at undervise disse børn i engelsk, så selv i 6 kl. skulle der startes helt fra bunden. Det er stadig noget af en udfordring, men jeg føler, at jeg vokser med opgaven, og det er dejligt. Her er lige et hyggeligt billede fra 2. kl., hvor de er i gang med at lære om beklædningsgenstande;o)



I onsdag startede vi også vores kor op, er virkelig spændende hvordan, det kommer til at udvikle sig. Jeg i gang med et ”tak-for-støtten” – projekt, hvor jeg har taget billeder af stort set alle eleverne på Genesis, som så skal blive til takkekort, til de sponsorer, der sørger for, at Genesis kan eksistere. Derudover er jeg blevet sat på et kalenderprojekt, så jeg er hele tiden på vagt efter det perfekte billede til en 2009-kalender. De nye kontorer på Genesis trænger til en omgang maling eller to, og det har jeg fået lov til at give mig i kast med. Det glæder jeg mig faktisk til! Så der er nok at give sig til og nye opgaver hver dag. Dejligt, at jeg kan bruges :o) Billedet er oppe fra Onesimos boldbane. Jeg bor lige paa den anden side af muren stort set.

La cara real – Suyapas sande ansigt

Honduras´ hovedstad Tegucigalpa har en million indbyggere og er omgivet er bjerge på alle sider. Jeg bos som bekendt i Nueva Suyapa, en bydel på cirka 30.000 indbyggere. Nueava Suyapa opstod efter orkanen Fifi i 1974 og var tidligere hovedstadens losseplads. 70 % i Suyapa lever i ekstrem fattigdom; 60 % af familierne har en alenemor som eneste forsørger.

Torsdag tog Carlitos og Vanessa os fire volontører med ud for at se Suyapas sande ansigt, noget de faktisk ikke har turdet med alle volontører, da vi skulle gå en tur i det fattigste område, hvilket også er det farligste. I stedet for at gå op til vores hus fra Genesis er det blot at gå den modsatte vej. Her bor bl.a. Doña Julia (når vi skal ned til hende må vi heller ikke færdes os volontører alene, selvom det er højlys dag) og en masse af de børn vi arbejder med til daglig. Det var en kæmpe oplevelse, men en meget meget trist oplevelse. På grund af fortiden som losseplads kommer affaldet ikke blot ud fra husene, men også op fra jorden.

Jeg vil i denne omgang lade billederne tale for sig selv, selvom de egentlig ikke særlig godt formår at vise Suyapas sande ansigt, da vi jo ikke kunne tillade os at tage billeder alle steder. Virkeligheden er så meget mere håbløs.

Masser af spaending i dagligdagen...

Jeg vil starte med ugens busoplevelse :o) Ikke lang tid efter Pernille og jeg var kommet om bord i den som altid stoppede bus, kom en politimand ind i bussen og beordrede alle mænd ud. De stillede sig med fronten op ad bussiden og fik tjekket deres papirer. Pernilles hjerte sad helt oppe i halsen, da hun ikke havde ID på sig – men heldigvis var det kun mændene, der skulle tjekkes. Halvvejs hjemme brænder bussen så sammen, så alle skal gå over i en anden fyldt bus. Vi kommer derfor til at sidde næsten halvt ude af den åbne busdør med alle vores varer det sidste stykke hjem! Er altid spændende at køre med bussen:o)

Et andet spændingsmoment i dagligdagen er, om der er vand i hanerne. Vi har ikke haft vand i køkkenet siden jeg kom, og som fx i dag heller ikke på badeværelset. Ikke den bedste overraskelse, når man kommer svedig hjem efter morgenløbeturen. For at skylle ud i toilettet skal man hælde en spand vand i højt oppe fra for at skabe nok stort nok tryk. Tirsdag da jeg kom hjem fra arbejde manglede naboen også vand, så jeg hjalp hende med at bære kæmpe vandspande fra hanen i vores baghave over til hende. Er blevet ganske ferm til at gå med de store vandspande på hovedet;o)

Et tredje spændingsmoment er, hvad dagens program mon bliver. Jeg er jo alene på posten i denne uge, og har derfor planlagt mine dage ret nøje, så jeg kan hjælpe så meget som muligt.

Mandag mødte jeg op i børnehaveklassen kl 7 for at hjælpe med at skrive lektier og opgaver ind i børnenes hæfter. De har ikke sådan nogen fine opgavebøger, som vi har derhjemme, så alle opgaver tegnes ind i hvert enkelt hæfte. Faktisk et arbejde jeg finder utrolig meningsfyldt, da jeg derved giver læreren mulighed for at koncentrere sig om undervisningen. Der er dog ingen, da jeg kommer til skolen, hvilket ikke umiddelbart undrer mig, for ingenting starter til tiden her. Det viser sig dog, at det er en eller anden nationaldag, så børnene starter med noget festivitas nede på Genesis, så da de endelig kommer op i klassen ca kl. 9, skal jeg videre til Doña Wilmas guaderia. Her er der imidlertid ingen børn på grund af den føromtalte nationaldag, så jeg går tilbage til børnehaveklassen og hjælper der. Tirsdag havde jeg så de tretten klasser til engelsk, og det gik faktisk rigtig godt og gloser som ”Vær stille”, ”Sæt jer ned” og ”Hør efter” blev brugt flittigt. Specielt i 2. kl. hvor læreren valgte at gå, så jeg stod alene med 32 umulige unger – udfordringer er der nok af;o)

I dag på vej ned til fodboldbanen, hvor jeg løber med Mario hver morgen, kan han så fortælle, at skolen er lukket i dag på grund af en eller anden helgen. Heldigt at han fortalte mig det, før jeg mødte op på skolen, selvom jeg jo dog brugte meget af eftermiddagen i går på at forberede undervisning, men det må så blive til næste uge. I morgen var det meningen, at alle børnene fra børnehaveklasserne og guaderiaerne skulle til en aktivitetsdag på Onesimo som led i Marios studie. Det havde jeg glædet mig til at skulle hjælpe med, men det må også vente til næste uge, da de studiekammerater Mario laver det med ikke har betalt til tiden.

En lang smøre, men mon ikke I lidt kan få en fornemmelse af den meget anderledes mentalitet her? Planlægning er nærmest nyttesløst, da tingene alligevel aldrig bliver, som man troede.

P.S. Første billede: Et par fine fugle på kanten af en kurv med små mangoer på markedet. Det er mangotid lige nu, så de små mangoer kan købes til ca. 25 øre stykket :o)

Andet billede giver vist sig selv, og tredje billede er Maria og mig, der nyder en pose frugt efter en varm dag på markedet. Ikke vildt spaendende, men det var hvad det kunne blive til i denne uge.