Limsnifning og flourskylning

Ugens investering

Forrige fredag drog vi til en musikbutik her i Tegus. Vi kom, vi så, vi prøvede, vi snakkede og vi købte et keyboard, stativ, nodestativ og en pedal. Så de sidste to onsdage har vi haft kor nede i vores lille hus. Der kommer godt 15 børn, så det passer lige. Julie synger og dirigerer, jeg spiller keyboard, Maria tjekker fravær og holder styr på tropperne, og Pernille deler kiks ud! Det er rigtig sjovt, og børnene gør allerede fremskridt. Vi håber at kunne holde en lille koncert i starten af juni, før Maria og Pernille rejser. Pero vamos a ver…

Jeg kan nu også tilføje en ny titel til CVet, idet jeg er blevet klaverlærer. Jeg er begyndt at undervise Mario i den ædle kunst, så der også er nogle, der kan bruge keyboardet, når jeg engang skal hjem. Som I kan se på billedet foregik første time for mit vedkommende med en ordbog i den ene hånd, da de musiske termer ikke just er de første, man lærer. Han er dog en dygtig og tålmodig elev, he he.

Håndvask og fluorskylning

Så blev det også tid til at give sig i kast med tøjvaskning på ægte honduransk vis. Hende, hvis vask vi låner, viste os, hvordan det gøres bedst og mest skånsomt. Hun grinede dog lidt af, at vi gad at vaske i hånden (vi kan godt låne en vaskemaskine, hvis vi spørger), men man er vel ikke taget til slummen for sjov ;o)

Ved ikke om flourskylning giver lov til at skrive tandplejer på CVet, men det er i hvert fald et erhverv, jeg nu også har forsøgt mig med. Var noget spændt, da jeg sidste tirsdag begav mig af sted med diverse remedier og selv skulle stå for flourskylning af 50 børn i alderen 4-6 år. Jeg kan nu finde ud af at sige ”ikke synke” på spansk! Det gik overraskende nemt og problemfrit. Kun to børn kastede op!

Gadens hårde virkelighed

I weekenden fik jeg min nok mest barske oplevelse nogensinde. Alle de danske volontører her i Honduras (15 stk) skulle ind og bo hos Alvin og hans familie. Alvin er en helt speciel og meget beundringsværdig mand. Han har boet i Honduras de sidste 12 år og arbejdet med gadebørn. Jeg kunne fortælle meget længe om de forskellige projekter, han har startet, men vil nøjes med at give lidt dryp fra weekenden.

Fredag besøgte vi statens børnehjem;

en slags mellemstation mellem gaden og børnehjemmene. Vi havde forberedt nogle aktiviteter, som vi kunne hygge os med sammen med børnene. Jeg lavede armbånd med de små piger, og som I kan se på billedet blev også drengene ret vilde med det. Det var rigtig hyggeligt, men også hårdt at være der. Nogle af teenagepigerne tog mig med over i huset, hvor babyerne bor, og tilbød mig babyerne som gaver. De gjorde virkelig hvad de kunne for at få mig til at tage dem med og tage mig af dem. Meget ubehageligt og skræmmende.

Lørdag formiddag var vi i fængsel. Der er fire afdelinger: mændenes, kvindernes, drengenes og pigernes. Vi gik en tur hos drengene, før vi tog over til pigerne, som vi skulle være sammen med. Alvin kender alle de indsatte og fortalte os deres historier. De var så frygtelige og gruopvækkende, men vil ikke beskrive dem her af hensyn til pigerne. De fleste sidder inde for mord, kidnapning, tyveri og narkohandel; og vi snakker piger i alderen 12-18 år! Vi snakkede og sang med dem og til sidst tog vi en gedigen fodboldkamp mod dem. Umuligt at forholde sig til, at den søde pige, der kommer og giver dig et knus, tager dig i hånden, fletter sine fingre ind i dine, snakker og griner med dig, sidder i fængsel for kidnapning. Meget svært at rumme og forstå.

Om aftenen fandt vi ud af, at der samme dag var blevet dræbt 18 fanger og tre kvæstede i mændenes fængsel….

Lørdag aften tog vi på gaden.

Vi havde på forhånd smurt en kæmpe bunke sandwiches og lavet en ordentlig dunk fresco til at dele ud af til børnene. At mærke den kradse lugt af lim og snakke med de skæve unge var en noget voldsommere oplevelse, end jeg havde forestillet mig. Da vi kørte ind på gaden med de billige hoteller, hvor de unge piger står og trækker fik jeg faktisk fysisk ondt i maven. I hver døråbning sad en prostitueret og ventede på kunder, nogle af dem yngre end mig. Livet kan virke så uretfærdigt, og det har godt nok taget lidt tid helt at fordøje oplevelserne.

Samtidig har weekendens oplevelser virkelig sat mit arbejde her i Suyapa i perspektiv. Jeg forstår på en anden måde vigtigheden af det forebyggende arbejde, vi laver her, for jeg har set, hvad alternativet er.