Masser af spændende opgaver...

Så er det lidt over en måned siden, at jeg forlod Danmark og næsten to uger siden jeg ankom her til slummen (billedet viser lidt af nabolaget). Tiden er gået utrolig stærkt, og samtidig har jeg oplevet fantastisk mange ting, lande og lært en masse skønne mennesker at kende. Så jeg ser virkelig frem til de næste mange måneder her. Jeg har endnu ikke et helt fast skema, da jeg forsøger at få gang i nogle nye tiltag.

På Onesimo (skolen for de store) er der et lokale, som jeg kan få lov til at bruge til et værested for de unge i området. Det bliver lidt mit projekt, og jeg glæder mig meget til at få det op at køre. Så har jeg også udset mig et andet rum, som lige nu er computerbegravelsesplads, men som med en kærlig hånd kunne blive til et brugbart lokale – ville være rart også med noget praktisk arbejde som afveksling fra alt det sociale.

I weekenden skal vi til byen og købe et klaver, da vi starter et kor op om en uges tid. Maria og jeg skal også undervise nogle af de unge herfra i klaver, så de også kan have glæde af klaveret, når vi engang er rejst hjem. Det bliver helt sikkert en spændende opgave. Ellers går min tid hovedsageligt med at hjælpe til i guaderiaerne, børnehaveklasserne, give individuel lektiehjælp/undervisning og undervise i engelsk hver tirsdag og torsdag. Vi har delt klasserne, så vi er to volontører i hver klasse, én med hovedansvaret og én hjælper. Jeg har lige pt hovedansvaret i børnehaveklassen (de skønneste unger, virkelig!), 3.klasse og to 2. klasser. Det er helt sikkert udfordrende og lærerigt :o)

Jeg har vist egentlig ikke lige fået præsenteret mine tre medvolontører. På billedet ses fra venstre: Julie, Maria, mig og Pernille en aften vi bagte kage og så video i Cathrine og Bents hus. Tre skønne piger, som det heldigvis er nemt at bo og arbejde sammen med. I næste uge skal de godt nok alle tre til Beliz for at forny visum, så der er jeg helt alene på posten. Bliver spændende om jeg kan klare alle opgaverne selv. Det kræver helt sikkert sin kvinde at undervise tretten klasser fordelt på trinene Bh.- 6. kl! Ikke alle er lige velopdragne og lydhøre. Til gengæld er børnene glade for at se én. De kommer altid løbende, kaster sig om halsen på mig og råber ”Hola Anna!”. Det er i det hele taget umuligt at gå ubemærket rundt her i Suyapa, hvilket har gjort, at jeg hurtigt har følt mig hjemme.

Og har man brug for at komme af med sin skræk for fx hunde, er Suyapa lige stedet. Det vrimler med hunde, katte, høns, æsler, heste og køer lige uden for døren, som I kan se på billedet, der er taget ud gennem Cathrine og Bents dør :o) Inde i huset har vi mest firben, edderkopper (slog den største jeg nogensinde har set ihjel i går), kakerlakker og myrer. Men altså… myrer i maden er vel også en form for protein?! Klaustrofobi nytter heller ikke noget her. Busserne er som oftest fyldt til bristepunktet – godt 80 mennesker har jeg talt det til. Til gengæld er der en uskreven regel om, at hvis en af de stående i bussen har bagage eller indkøbsvarer, ligger man det i skødet på den første den bedste siddende. Man bliver dog en smule paf første gang, man oplever at få sine indkøbsvarer revet ud af hånden – det er som beskrevet ikke tyveri, men ren og skær venlighed. Bussen stopper, når en vil af, så en tur til byen, der i bil tager 10-15 minutter tager i bus 45 minutter!
En meget anderledes kultur, som jeg allerede holder utroligt meget af :o)