Tiden flyver af sted

- Og jeg kan se, at det allerede er over tre uger siden jeg sidst opdaterede. Jeg har nu været her i Suyapa i over to måneder. Dagene er fyldt med en masse forskelligartede aktiviteter, og jeg har indtil nu ikke haft to ens uger rent skemamæssigt. Jeg har det fantastisk og nyder mit liv i fulde drag!!

Vejrstatus: der har de sidste par uger været meget VARMT og ingen regn, hvilket har betydet, at hele byen har været indhyllet i tyk smog, der har berøvet os den blå himmel og udsigten til bjergene og en uge var det umuligt at købe drikkevand. I den her uge har det dog regnet en hel del, hvilket har medført køligere temperaturer og meget mudrede veje – regntiden er startet!

Doña Julia

For kort tid siden åbnede et nyt guaderia i det fattige kvarter, Flores Orientes. I modsætning til børnene hos Doña Wilma, som er vant til, at der kommer danskere og leger med dem, og derfor kommer springende fuld af forventning og tillid, når man kommer, var det nogle stille og generte børn, der mødte mig første gang hos Doña Julia. Vi præsenterede os selv, og en af de små piger troede i lang tid, at jeg hed Vanessa, da jeg jo havde sagt, at jeg var danesa (dansker), og det ord jo ikke lige gav mening for hende – hvor skulle hun kende Danmark fra?! Det tog dog ikke mange minutter før de vovede sig til at lege med os, og siden da er vi blevet mødt med knus og glædesudbrud, når vi kommer. De nyder at vi har tid til bare at lege og være. Julias børn er nogle af de allerskønneste – en del af dem kan ses på billedet! Det andet billede er fra en gang, hvor Maria og jeg lavede fodaftryk med børnene. Det var ret sjovt, og nu hænger mine fødder på væggen hos Doña Julia med påskriften: Ana Banana Heinrich. Så nu har jeg helt bogstaveligt fået sat mine fodaftryk her i Suyapa :o)

Mi equipo de fútbol

For to uger siden brugte jeg en onsdag formiddag sammen med Carlitos og Ludim (ny medarbejder på Genesis, som skal arbejde med de unge) ovre i Flores Orientes. Vi fik samlet omkring fyrre børn og unge til fodbold og konkurrencer blot ved at gå gennem Flores med et par bolde og nogle kegler under armen – super hyggeligt! Der var blandt andet 10 piger i alderen 12-16 år, som havde lyst til at spille fodbold, og før jeg fik set mig om, var jeg blevet fodboldtræner. I de sidste to uger har jeg trænet dem mandag, tirsdag og torsdag fra 14-16 og lørdag deltog vi i en lille fodboldturnering, og fremover er der vist kampe hver søndag. Det har været en ret stor udfordring ene mand at skulle stå for træningen – fodboldgloserne står jo ikke ligefrem i en rejseordbog – og teenagepigerne er en smule sværere at komme ind på livet af end børnene. Der er et par meget bestemte damer imellem ;o) Annadinho (der sidder altid et par smådrenge og hepper, når vi spiller) har dog via sit spil fået tilkæmpet sig lidt respekt, så det skal nok gå! Første billede er fra lørdagens turnering – læg mærke til det topprofessionelle fodboldudstyr pigerne er forsynet med. De har som oftest ikke andet end plastikslippers og cowboybukser at spille i og græsplænen er her skiftet ud med en betonfirkant. Hvad de mangler i ”korrekt” udstyr har de til gengæld i viljen og lysten til at spille. Fremover er det meningen, at jeg skal stå for pigehygge/kreative aktiviteter mandag, fodboltræning tirsdag og volleytræning torsdag. Jeg får virkelig prøvet kræfter med lidt af hvert - skønt!

En ordentlig omgang regn har aldrig været undskyldning for at aflyse træning, hvilket fremgår af det andet billede – skørt, halvfarligt og meget sjovt!

Unge til unge hjælp på børnehjemmet Emmanuel

Sidste weekend tog vi alle fire ud til de fem danske volontører, som lige for tiden er på Emmanuel. Emmanuel er et stort amerikanskledet børnehjem med over 400 børn, som fungerer som et helt lille samfund med egen købmand, skole, kirke m.m. Vi fik lov til at være tilskuere til et synge-danse-drama optrin, som nogle af pigerne fra ”special needs”-gruppen havde lavet. Det er alle piger, som er mentalt skadede, fx fordi deres mor gav dem lim for at få dem til at falde til ro, da de var små, så det var en halvrørende oplevelse at se dem opføre ”Den barmhjertige samritaner” som mimespil.

Lørdag eftermiddag kom en minibusfuld unge herinde fra Suyapa også ud på børnehjemmet. Et initiativ Cathrine og Bent står for, og som går ud på, at de unge her fra Suyapa tager ud og snakker med de unge på Emmanuel om livet uden for børnehjemmet, uddannelse, tro m.m. De har også udtaget en mindre gruppe, som de kører et ledertræningsforløb med. Vildt spændende og vigtigt arbejde, som kun kan gøres af honduranere, men som kræver volontører som katalysatorere – perfekt arbejdsfordeling. Søndag eftermiddag stod på leg med nogle af de små børn, som tydeligvis satte pris på nogle store spansktalende legekammerater – normalt er det jo udenlandske teams, der kommer og leger med dem. På turen hjem var der en træt, men opløftet stemning i bussen efter endnu et succesfuldt og udbytterigt besøg.

Limsnifning og flourskylning

Ugens investering

Forrige fredag drog vi til en musikbutik her i Tegus. Vi kom, vi så, vi prøvede, vi snakkede og vi købte et keyboard, stativ, nodestativ og en pedal. Så de sidste to onsdage har vi haft kor nede i vores lille hus. Der kommer godt 15 børn, så det passer lige. Julie synger og dirigerer, jeg spiller keyboard, Maria tjekker fravær og holder styr på tropperne, og Pernille deler kiks ud! Det er rigtig sjovt, og børnene gør allerede fremskridt. Vi håber at kunne holde en lille koncert i starten af juni, før Maria og Pernille rejser. Pero vamos a ver…

Jeg kan nu også tilføje en ny titel til CVet, idet jeg er blevet klaverlærer. Jeg er begyndt at undervise Mario i den ædle kunst, så der også er nogle, der kan bruge keyboardet, når jeg engang skal hjem. Som I kan se på billedet foregik første time for mit vedkommende med en ordbog i den ene hånd, da de musiske termer ikke just er de første, man lærer. Han er dog en dygtig og tålmodig elev, he he.

Håndvask og fluorskylning

Så blev det også tid til at give sig i kast med tøjvaskning på ægte honduransk vis. Hende, hvis vask vi låner, viste os, hvordan det gøres bedst og mest skånsomt. Hun grinede dog lidt af, at vi gad at vaske i hånden (vi kan godt låne en vaskemaskine, hvis vi spørger), men man er vel ikke taget til slummen for sjov ;o)

Ved ikke om flourskylning giver lov til at skrive tandplejer på CVet, men det er i hvert fald et erhverv, jeg nu også har forsøgt mig med. Var noget spændt, da jeg sidste tirsdag begav mig af sted med diverse remedier og selv skulle stå for flourskylning af 50 børn i alderen 4-6 år. Jeg kan nu finde ud af at sige ”ikke synke” på spansk! Det gik overraskende nemt og problemfrit. Kun to børn kastede op!

Gadens hårde virkelighed

I weekenden fik jeg min nok mest barske oplevelse nogensinde. Alle de danske volontører her i Honduras (15 stk) skulle ind og bo hos Alvin og hans familie. Alvin er en helt speciel og meget beundringsværdig mand. Han har boet i Honduras de sidste 12 år og arbejdet med gadebørn. Jeg kunne fortælle meget længe om de forskellige projekter, han har startet, men vil nøjes med at give lidt dryp fra weekenden.

Fredag besøgte vi statens børnehjem;

en slags mellemstation mellem gaden og børnehjemmene. Vi havde forberedt nogle aktiviteter, som vi kunne hygge os med sammen med børnene. Jeg lavede armbånd med de små piger, og som I kan se på billedet blev også drengene ret vilde med det. Det var rigtig hyggeligt, men også hårdt at være der. Nogle af teenagepigerne tog mig med over i huset, hvor babyerne bor, og tilbød mig babyerne som gaver. De gjorde virkelig hvad de kunne for at få mig til at tage dem med og tage mig af dem. Meget ubehageligt og skræmmende.

Lørdag formiddag var vi i fængsel. Der er fire afdelinger: mændenes, kvindernes, drengenes og pigernes. Vi gik en tur hos drengene, før vi tog over til pigerne, som vi skulle være sammen med. Alvin kender alle de indsatte og fortalte os deres historier. De var så frygtelige og gruopvækkende, men vil ikke beskrive dem her af hensyn til pigerne. De fleste sidder inde for mord, kidnapning, tyveri og narkohandel; og vi snakker piger i alderen 12-18 år! Vi snakkede og sang med dem og til sidst tog vi en gedigen fodboldkamp mod dem. Umuligt at forholde sig til, at den søde pige, der kommer og giver dig et knus, tager dig i hånden, fletter sine fingre ind i dine, snakker og griner med dig, sidder i fængsel for kidnapning. Meget svært at rumme og forstå.

Om aftenen fandt vi ud af, at der samme dag var blevet dræbt 18 fanger og tre kvæstede i mændenes fængsel….

Lørdag aften tog vi på gaden.

Vi havde på forhånd smurt en kæmpe bunke sandwiches og lavet en ordentlig dunk fresco til at dele ud af til børnene. At mærke den kradse lugt af lim og snakke med de skæve unge var en noget voldsommere oplevelse, end jeg havde forestillet mig. Da vi kørte ind på gaden med de billige hoteller, hvor de unge piger står og trækker fik jeg faktisk fysisk ondt i maven. I hver døråbning sad en prostitueret og ventede på kunder, nogle af dem yngre end mig. Livet kan virke så uretfærdigt, og det har godt nok taget lidt tid helt at fordøje oplevelserne.

Samtidig har weekendens oplevelser virkelig sat mit arbejde her i Suyapa i perspektiv. Jeg forstår på en anden måde vigtigheden af det forebyggende arbejde, vi laver her, for jeg har set, hvad alternativet er.